Barn af alfabetet

 

De store stueplanter, de endeløse bogreoler, de aparte ting, arvestykkerne, rejseminderne og de mange kunstværker udgør ikke blot rekvisitterne i et hvert venstrefløjsmiljø fra 1970erne. Det er også en retfærdig beskrivelse af mit eget hjem, uanset periode og bosted. Jeg burde utvivlsomt føle mig en anelse rodløs efter de mange flytninger, de hyppige skift af alt hvad der burde være permanent, men det er på ingen måde tilfældet. Jeg føler mig i stedet rodfæstet, stabil og helt igennem i balance.

Hvilket både skyldes mine hjem, mine valg og mine værdier er variationer over mine forældres ungdomsidealer, og så den trygge barndom jeg havde. Jeg kendte slet ikke til skilsmisser, brudte hjem og knuste drømme. Jeg kendte kun til de endeløse, røvkedelige naturområder uden anden underholdning end fantasi og bøger. Jeg voksede op uden at mangle noget, men jeg kendte altid prisen. Jeg voksede op i det smukke, men uendelige depressive Himmerland, hvor ingen rigtig vidste noget af værdi, men alle vidste hvad de andre lavede. Der hvor drømme altid havde begrænsninger og sorte penge holdte hverdagen sammen. Hvor folkeskolen vitterlig var en afgangseksamen, og alt andet blot unødvendig luksus. Hvor der var himmelrum, albuerum og tanketomt hos de fleste, mens hjerterum og internationalt udsyn ikke var lige så udbredt. Det er stedet jeg både genkender og savner i Allan Olsens sange. Det er stedet jeg mindes når Læsø besøges. Det er ungdommen jeg husker når Aalborg gæstes. Det er regionen jeg genkender når massefyringer, butiksdød og sociale problemer tager overskrifterne.

Jeg har taget mange ting med fra det jyske. Dels en fin forståelse af sarkasme og ironi. Dels en udlængsel intet bybarn helt vil kunne forstå. Samt selvfølgelig følelsen af at teater, kunst, kultur og indkøbsmuligheder aldrig bliver ligelig fordelt.Jeg havde dog ingen følelse, forståelse eller oplevelse af København var hovedstaden. Det var langt lettere at tage til London, Oslo, Berlin og Aarhus når man voksede op i det nordjyske. Hvorfor frihedskampenes mål var koncerter på egen hånd i Aarhus, værtshusbesøg i al for ung alder og studieture til udlandet. Den sjællandske hovedstad havde hverken tiltrækning eller indhold der skabte misundelse.

Jeg nåede at flytte hjemmefra inden studenterhuen var i hus. Jeg nåede at komme i økonomiske problemer inden udlandsdrømmene var opfyldt. Jeg nåede at hade arbejdsmarkedet inden jeg var udlært. Jeg nåede at skade min krop inden ungdommen var slut. Jeg nåede en masse af det sjove og undgik alt det dumme. Har stået ved begravelserne hos de der drak og kørte galt, de der døde før tid grundet afstumpet vold, de der begik selvmord fordi sindet gjorde ondt og alle de andre som enten bare var uheldige, overmodige eller for dumme til at klare sig i verden. De første dødsfald skræmte mig, de næste bekræftede blot at livet var kort og siden blev dødsfaldene blot noget af rammen for min opvækst. Alle formede de mig. Dels fik jeg et lag af kynisme, ligegyldighed og klarsyn som ikke er alle forundt. Dels lærte jeg at prioritere. Skære det unødvendige, det trivielle og tåbelige fra. Den overfladiske verden er således kun et sted jeg besøger, ikke et sted jeg opholder mig.

Det var dog først med de internationale sommerskoler, højskoleophold, arbejde med udvekslingsstuderende og internationale NGOs jeg begyndte at opbløde mit verdenssyn. Jeg lever fortsat i en parallel verden til det danske samfund. Men jeg er ikke længere i krig med idioterne, med traditionalisterne eller de middelmådige. De må gerne nyde Black Friday, Juleafslutning, vild med dans og kageordninger. I stedet sørger jeg for min egen verden er et helle fra alle disse ting. Her skaber jeg et internationalt frirum, fyldt med bøger, kunst, gastronomi, mennesker med noget på hjertet og i hovedet. Herfra udspringer min verden, og her har jeg hjemme.