Den nærmeste omvej

 

Fortidens fængsel

Hver eneste december er der mennesker som finder det meningsfuldt at reflektere over året der gik, og derpå spå om de kommende 365 dage. Der laves lister over alverdens ting, både de gode og de dårlige. Vi mindes i fællesskab alle der gik bort i 2016, alt det der gik galt og det der var  fantastisk. Den sidst nat stimler vi så sammen, og ser på fyrværkeri der oplyser himlen. Hvorpå vi glæder os over at vi endnu engang overlevede 12 måneder, og for et kort øjeblik glæder vi os til det ukendte år. For måske er 2017 året hvor vi bryder fri fra fortidens fængsel? 

Jeg selv forsøger efter bedst evne at give slip på alt hvad der er destruktivt, negativt og spild af liv. Der siges farvel til mennesker der dræner, til minder der nager og tanker som ikke gavner. Men tvivler på at jeg kan sige mig helt fri for fortidens spøgelser. I stedet søger jeg at leve livet i henhold til egne værdier og målstokke. Jeg søger balance, indsigt og udsyn i alt hvad jeg laver. Jeg samler på mennesker med værdi, uanset om de kun findes i bøger eller i kød og blod. Jeg samler på viden, oplevelser og muligheder. Jeg søger øjeblikke, situationer og samtaler der vil berige mit liv. Just som jeg forsøger at holde det reklamefri, ægte og levende.     

 

The Thrill is Gone

Når jeg passerer et museum, en udstilling eller et velkendt teater, så føler jeg en genkendelsesglæde der næsten lokker mig indenfor. Heldigvis forbliver jeg stående på det golde fortov og nøjes i stedet med, at kikke længelsfuldt mod døren. For jeg ved det godt. Inderst inde. At det er slut med premierer, billig hvidvin og prætentiøse kulturelle samtaler i foyeren. Har set det, været der og nydt det. Men jeg er mættet. Just som den rejsende kan få nok af lufthavne, hoteller og indtagelse af mad alene, så kan man som anmelder miste glæden ved kulturen. Den evige higen efter overraskelsen, efter åbenbringen, det guddommelige og det der formåede at bryde gennem panseret, fik mig til at indtage alverdens skuespil, danseforestillinger, komedier og musicals. Jeg husker fortsat  alle højdepunkterne,  øjeblikkene der gjorde forskellen, de gode oplevelser, de rørende scener der ramte mig og følelsen af samhørighed. Desværre også alt det andet, alt det der til sidst drænede mit hjerte for kærligheden til scenen. Det at stoppe med at svinge forbi scenerne 20-30 gange om måneden gav mig selvfølgelig både et tomrum og følelse af frihed. Pludselig var aftenerne min egne og pludselig havde jeg ikke andet end tid til overs. Det er først nu at jeg igen er ved at finde nye veje, nye steder, nye ting og genfinde gamle  passioner.

Ensom i dit selskab

Jeg husker ikke længere hvordan vi mødtes, samtalerne lever også kun i fragmenter og nogle øjeblikke huskes kun grundet tilfældigheder. Men følelsen af ensomhed, den  husker jeg, den husker jeg for altid. Uanset hvor vi var, uanset hvad vi lavede, uanset om andre var med, så følte jeg mig uendelig ensom i dit selskab. Som var der en uset dybde i dit indre der slugte alt der definerede mig som menneske. En destruktiv kraft der drænede mig for liv, fremdrift og glæde. Når jeg talte smuldrede ordene i min mund, og meningen forsvandt fra mit sind inden sætningerne var afsluttede. Jeg forsvandt imellem dagene vi tilbragte sammen. Jeg blev til en skabning der både lød, lignede og mindede om manden jeg var inden vi fandt sammen. Jeg genkendte ikke mig selv i dine øjne, spejlet eller mine handlinger. Jeg levede pludselig kun i drømmene, skyggerne og fortiden. Kun skallen af tosomhed understregede at der var andre end blot dig. Det var teknisk set et forhold, men for mig, en evig påmindelse om, at livet alene altid er bedre end sammen med den forkerte.