Fravalgene der gør ondt

Det hårde bump, og den kvasende lyd som runger gennem kupeen betyder ikke kun at togene bliver forsinket, men at et menneske har mistet livet et sted nedenunder s-togets gulve. Nogle gange når jeg pendler, føler jeg mig som statist i en halvdårlig Fellini film, andre gange fortaber jeg bare i tankerne om livets tilfældigheder. Folk der rammes af busser, biler der støder sammen, mennesker der udånder stolerækker fra mig, eller de der falder om på gaden grundet et hjerteanfald, alle sammen minder de mig om hvor hurtigt skiftet kan ske. Pludselig bliver ens sidste handling, sidste ord, sidste tanker noget meget konkret.

Nogle gange kan man gøre en positiv forskel, nogle gange kan mennesker reddes, andre trøstes, smerte lindres eller hjælp tilbydes. Men som oftest er det hele bare et barokt og tilfældigt sceneri på min vej til og fra arbejde. Selvfølgelig ved vi godt at mennesker dør og mange af disse døsfald sker i trafikken, men det er alligevel noget andet at overvære harmonikasammenstødet, selvmordet på togstationen eller se cyklisten få klippet forhjulet i et kryds, end blot at høre om det i nyhederne.

I en verden uden rollemodeller er det let at tro man selv er helten. Det er dog sjældent tilfældet, og skulle du være i tvivl, kan du altid kaste et kritisk blik på dit elektroniske spejlbillede. Det er dog ikke ensbetydende med at du kun en samling af spildte muligheder, spildte drømme og spildt potentiale, men det kræver en indsat at blive til andet. Det kræver konstant hårdt arbejde at gøre verden til et bedre sted, ved at gøre dig selv til et bedre menneske. Det er langt lettere bare at give slip og lade sig opsluge af den evige strøm af meningsløs overflade. Jeg bebrejder dig ikke, hverken at du fristes eller hvis du opgiver drømmene om at blive til andet og mere end blot en ligegyldig forbruger.

Jeg vil dog opfordre dig til at lære førstehjælp, lære flere sprog end dit modersmål, rejse ud i verden, hjælpe mennesker på din vej når du kan. Acceptere at livet leves efter din egne regler, og ikke andres målestok. Du skal ikke nå noget specifikt. Du skal ikke være et bestemt sted i livet før du dør. Så hvorfor ikke fokusere på turen dertil, fokusere på lykke, fokusere på om du gør en positiv forskel i verden eller ej. Hvis du blot lever for akkumulering af viden, ting eller internetberømmelse så er du måske ikke det mest behagelige menneske i verden. Måske gør det ikke den store forskel om det er din cykel, der suges ind under lastbilen?

Uanset om du forsøger at redde verden gennem forskning, eller blot lindre det enkelte menneske i smerte, så er det vigtigt at huske hvorfor du valgte denne vej. Valgte at hjælpe, valgte at stille dig selv til rådighed, valgte at give afkald på egoistiske målsætninger. 

Det er altid vigtigt at vide hvor man kommer fra, hvor man er på vej hen, men det vigtigste vil alle dage være hvorfor. Hvis du ikke længere kan huske svaret på det,  så er du på afveje min ven. Hvis du ikke kan huske hvad du ville med magten, med rigdommen, med viden, med livet som du har, så er det på tide at skifte spor. Så er det på tide at give afkald på ting, for igen at finde ind til det der er vigtigt. Det der giver livet mening. Det der giver dig ret til at påstå, at det gør en positiv forskel om du er her eller ej.