Hold my beer, and watch this...

Takket være smartphones farer jeg aldrig rigtig vild mere. Hvilket selvfølgelig både er praktisk og befriende for de der har aftaler med mig. Men jeg savner alligevel følelsen, og den magi der kan opstå når nye bydele udforskes. Det at havne i kælderbeværtninger af ukendt oprindelse, blive guidet rundt i en forladt bunker eller blive hevet med til høstfest af vinbønder i det sydfransk, rummer altid kimen til noget stort. Det behøver ikke at blive til andet end sære samtaler, sjove tilfældigheder eller upraktiske genvordigheder. 

Jeg synes bare det er langt sjovere at blive lært den korrekte måde lave bruschetta på af en gammel italiensk mama, end det er at besøge Vatikanet. Debattere flygtningepolitik med en flok stokkonservative, småfulde racister end at besøge mindesmærket for Europas myrdede jøder. Jeg trevler heller loppemarkeder igennem end et shopping center. Indtager gerne gadekunst, gøgleri og festivaller men orker sjældent at besøge de store teatret, museer eller berømtheders fødesteder. Jeg orker næsten intet museum, jeg orker ikke at læse tekstkasser, forholde mig til formidlingen af noget som helst eller danne mig en oplyst mening om tværsnittet udstillerne har lagt.  

Det er derfor befriende at jeg med alderen har udviklet venskaber med mennesker der enten forstår eller blot imødekommer mit ønske om at indtage verden på andre måder end at stå i kø. Hen over julen kravlede jeg rundt i nedlagte togtunneler langs Douro og trods det foruroligende antal rotter (både døde og levende) var det vitterlig smukt. Senest indtog jeg en etiopisk restaurant med venner i Neukölln, hvor mad spises med fingrene, kaffebønnerne ristes i hjertet af restauranten og popcorn åbenbart er en del af gastronomien. Det var sanseligt, sjovt og hyggeligt. 

Hovedformålet med turen til Berlin var dog i lige så høj grad at tage afsked med en ven. Hvilket teknisk set allerede skete for nogle år siden hvor kontakten ophørte. Det er altid en anelse hårdt at være den voksne. Men jeg rakte alligevel ud, investerede tid og fik glattet ud. Således vores afsked ikke var præget af andet end melankoli og uindfriede drømme. Hun har været en del af mit Berlin siden 2005.  Hun har slæbt mig med til flere ferniseringer end noget normalt menneske burde overleve. Hjalp mig da jeg flyttede til byen i 2012. Stillet hjem og tid til rådighed gennem årene.

Vi har således kravlet rundt i forladte bygninger, akvædukter og på tagtoppe. Haft helt igennem prætentiøse idiotiske samtaler om det meste, som heldigvis et fåtal har været udsat for. Det har været udfordrende, og nu er det slut.

På mange måder et berigende venskab der åbnede et utal af indre døre men i det lange løb ikke havde nogen positiv effekt på hverken hende eller mig selv. Det er muligt jeg er halvvejs gennem livet, men har jeg tydeligvis fortsat en masse at lære endnu. Hvilket sikkert kunne føles livsbekræftende, men nok snarere føles lidt skræmmende.