I'm starting with the man in the mirror

Det sjoveste ved at kæreste med psykologer er ikke blot at forholdets magtkampene pludselig kan tabes, det har også givet mig en serie påtvunget erkendelser om egne svagheder og mangler. Der som altid også er mine styrker, hvorfor følgende skrives med en vis grad ambivalens. Jeg vægter logik, argumenter og gennemtænkte analyser langt højere end konklusioner baseret på følelser. Hvilket sikkert ikke kommer som en overraskelse for nogen der har mødt mig. Jeg kan sagtens forstå nostalgi, kærlighed og uforløste konflikter former vores verden, vores værdier og vores valg. Der hvor misforståelserne sker, er i sammenstød med mennesker som vægter emotionelle værdier over  objektive konklusioner. Hvilket selvfølgelig gør at politiske diskussioner med mennesker fra f.eks. Balkan sagtens kan skride af sporet, jeg bør ej heller debattere historie med grækere, eller være den der trøster teenagere med knuste hjerter.  

Jeg har aldrig nogensinde været en kæreste utro. Det er måske ikke en bedrift der kaster klapsalver eller belønninger af sig, men alligevel en erkendelse der fylder en del i mit eget liv. Dels fordi jeg sjældent har taget hensyn til om kvinden der havde min opmærksomhed var i forhold eller ej, og dels fordi jeg ofte er blevet beskyldt for utroskab. Det at min vennekreds består af kvinder, kvinder og endnu flere kvinder, gør det selvfølgelig oplagt for en kæreste at være mistænksom. Når det så kombineres med min ærlighed og direkte svar begynder det at gå galt (for mig). For selvfølgelig synes jeg der er veninder som er smukke, enkelte der er tiltrækkende og flere jeg har et emotionelt nært forhold til. 

Det har dog over tid vist sig at det ikke kun har været i relation med kæreste(r), eller veninders kærester gnidninger og misforståelser kunne opstå. Jeg har simpelthen været blind over for det faktum nogle kvinder kunne misforstå min tilgang, min væremåde, min interaktioner med dem. Hvilket kan fremstå lidt naivt, men for mig har det være helt evident hvad mine hensigter har været. Hvorfor det har virket både arrogant, provokerende og unødvendigt at fastslå med ord, at det kun er venskab jeg søger. Der er dog ingen tvivl om at jeg må tilpasse min kommunikation eller udbygge min vennekreds med mænd fremfor kvinder. Da jeg flere gange de seneste år har havnet i situationer som kun kan skyldes manglende forventningsafstemning fra min side. De forskellige beskyldninger / analyser diverse kærester har kastet efter mig gennem årene har således en anelse sandhed over sig. For selvom jeg ikke søger et forhold/sidespring/sex så er min opmærksomhed / emotionel nærhed / tid og indtagelse af ord åbenbart indikatorer på det modsatte. Det at favne en kvinde i tålmodighed, opmærksomhed og latter har været kimen til de fleste venskaber for mig. Men jeg må erkende at det altså kan misforstås. Der findes således kvinder der på trods af mit jævne ydre, fremskredne alder og åbenbare mangler kan finde på at finde mig tiltrækkende.