Spor krydses og smil gengældes

Jeg har indtaget muligheder, lufthavne og kvinder på samme skødeløse måde en teenagere forvalter sin børneopsparing. Jeg har smækket med døre der aldrig skulle have været åbnet, og krydset broer der ikke førte nogle steder hen.  Jeg har således været på vej mod ingenting rigtig længe, og føler nu at rejsen er ved ende. Det er på tide at tilgive mig selv og alle andre. Dette var vejen jeg valgte, målene jeg nåede og værdierne jeg havde. Balancen er genoprettet, og selvom ungdommen for længst er forbi så føles fremtiden igen lys og åben.

Siden du og jeg sidst mødte hinanden på bloggen her, har jeg tilbragt nogle juledage i det portugisiske, hvor spor med en yngre udgave af mig selv blev krydset og min fødselsdag blev fejret. Jeg mødte nye venner, opdagede skjulte skatte og fik hilst på mennesker fra fortiden. Skilsmisser blev vendt, alkohol drukket, latter delt og ord indtaget, som om tiden havde stået stille imellem os. Det var både en nødvendig rejse, og en jeg havde undgået alt for længe. Her fandt jeg en fortidig reflektion af en fremtid jeg aldrig oplevede. Her blev jeg mindet om at elleve år både går hurtigt, og at tid altid sætter sine spor. Det er i Portugal min romantisk melankoli udspringer fra, og det her mit hjerte har hjemme.  

Vi har alle en afmålt tid på planeten, men det er først når du bliver ældre at du indser geografien også er afgrænset. Det er muligt flyvemaskinerne kan bringe dig til eksotiske destinationer, og den globale verden giver dig følelsen af at alle muligheder er åbne. Det er dog en illusion. Da det er kun relationer du bruger tiden på som bliver meningsfulde. Hvilket kræver tilstedeværelse og genkendelse. Det er således kun steder du udforsker der vil blive forstået. Det er kun kærlighed der deles som har mening, og kun hjerner der bruges som udvikler sig.

For hvert valg du træffer er der indbygget en serie fravalg. De der forbliver i barndommens landsby finder en samhørighed, som  globetrotteren aldrig vil forstå.

Børneproducenterne vil altid påstå de har fundet meningen med livet, mens de barnløse føler sympati med ofrene de giver. Arbejdsmarkedetsslaver drømmer om friheden, mens trygheden fast arbejde giver virker tillokkende udefra.

Jeg har levet ude af trit med lokalsamfundet så længe at det føles normalt. Jeg har altid dyrket det internationale, da det nationale virkede fordummende. Jeg har sprunget mellem jobs som var de isflager og nydt min frihed, velvidende at de en dag måske ville forsvinde. Livet uden sikkerhedsnet har dog aldrig været det svære, det har i stedet være nedbrud af de selvskabte forhindringer. Det er således kun mig der ved om livet leves succesfuldt, leves til fulde og om kampene var besværet værd. Indtil nu er svarene positive, og for første gang i lang tid, føles det som om fremtiden igen er et sted der er værd at udforske.