Dreams from the past
Det er i stilheden, lige før hun smiler, at jeg tænker ordene. De forlader dog ikke mine læber. Jeg er nok ikke helt klar til at sige dem, og måske vil hun ej heller høre dem. Det er ikke afvisning jeg frygter, eller et knust hjerte. Jeg orker bare ikke at tage fejl, at spilde liv og energi på endnu et menneske der ikke burde være centrum for min opmærksomhed. Sådan har det sikkert altid været, når mænd og kvinder famler efter hinanden i et fælles forsøg på at finde kærlighed. Men denne tøvende adfærd er dog ny for mig. Det var ikke svært at erkende et liv alene er bedre end et liv med den forkerte, men jeg er ikke klar til at give slip på drømmene om et liv i tosomhed. Selvom mange ting selvfølgelig er lettere på egen hånd. Pludselig er der ingen tvangssocialiseringer med venner man ikke kender, familier man ikke deler blodsbånd med eller receptioner på arbejdspladser man ikke selv bestrider. Ferieplanlægning er nu blot et spørgsmål om indskydelser. Der spildes ikke ord på debatter om indkøb, rengøring eller fremtid. Men det aleneliv der i starten føltes berusende og befriende, virker alligevel forkert når jeg er sammen med hende.
De mange mønstrer der udgør mit liv former ikke blot hverdagen, de
styrer også min fremtid. Hvorfor jeg nogle gange forsøger at bryde
cirklerne, afsøge andre muligheder eller undlader at gentage oplagte
fortidige fejltagelser. Hvilket blot kræver selvdisciplinering, der dog
aldrig er andet end stædighed. Men mine brudte cirkler giver ikke mig
andet end tilfældige afbræk fra hvem jeg er. Sådan føles det i hvert
fald. Nogle gange er pauserne længere end andre, og enkelte gange er de
nødvendige for at passe på mig selv.
Jeg har for nylig gennemført
et liv som lønmodtager i en branche under afvikling. Det indeholdte
alle de ting jeg hele livet har undgået, men nu prøvet i 1½ år. Her var
der kageordninger, belønninger til de bedste og en lind strøm af
optimeringstiltag uden andet indhold end eksekvering. Teammøder,
coaching tiltag og opfølgninger i det uendelige. Her bevægede man sig
lige hurtigt i alle retninger, undtagen når det kom til løn. Her var der
flokdyrsmentalitet og strukturer der understøttede de der larmede, men
intet vidste. Det var således en helt almindelig arbejdsplads på godt og
ondt. Et sted med kantine, kollegaer, direkte chefer og faste
arbejdstider. Jeg følte mig som en opdagelsesrejsende i et ukendt land.
Men i stedet for at ryste globen for at få det til at sne, var jeg nu en
del af landskabet. Jeg havde for længe siden besluttet mig for hvornår
oplevelsen skulle bringes til ophør, og da dagen indtraf var alt
pludselig som før. Borte var lønmodtagerudgaven og den frihedssøgende,
anarkist med det romantiske hjerte var tilbage. Som om intet var hændt,
andet end tid. Intet var reelt ændret. Jeg var tilbage og det føltes
godt. Rejser blev genoptaget, oplevelser søgt, kultur indtaget og
samtaler blev igen vægtet. De uden værdi blev siet fra og balancen var
genoprettet. Men her på den anden side kan jeg ikke længere helt huske
hvorfor dette afbræk fra ”livet” var nødvendigt?
“indtil vi er genfærd af de mennesker, vi engang troede vi var. ”