Dreams from the past

Det er i stilheden, lige før hun smiler, at jeg tænker ordene. De forlader dog ikke mine læber. Jeg er nok ikke helt klar til at sige dem, og måske vil hun ej heller høre dem. Det er ikke afvisning jeg frygter, eller et knust hjerte. Jeg orker bare ikke at tage fejl, at spilde liv og energi på endnu et menneske der ikke burde være centrum for min opmærksomhed.   Sådan har det sikkert altid været, når mænd og kvinder famler efter hinanden i et fælles forsøg på at finde kærlighed. Men denne tøvende adfærd er dog ny for mig. Det var ikke svært at erkende et liv alene er bedre end et liv med den forkerte, men jeg er ikke klar til at give slip på drømmene om et liv i tosomhed. Selvom mange ting selvfølgelig er lettere på egen hånd. Pludselig er der ingen tvangssocialiseringer med venner man ikke kender, familier man ikke deler blodsbånd med eller receptioner på arbejdspladser man ikke selv bestrider. Ferieplanlægning er nu blot et spørgsmål om indskydelser. Der spildes ikke ord på debatter om indkøb, rengøring eller fremtid. Men det aleneliv der i starten føltes berusende og befriende, virker alligevel forkert når jeg er sammen med hende.

 

De mange mønstrer der udgør mit liv former ikke blot hverdagen, de styrer også min fremtid. Hvorfor jeg nogle gange forsøger at bryde cirklerne, afsøge andre muligheder eller undlader at gentage oplagte fortidige fejltagelser. Hvilket blot kræver selvdisciplinering, der dog aldrig er andet end stædighed. Men mine brudte cirkler giver ikke mig andet end tilfældige afbræk fra hvem jeg er. Sådan føles det i hvert fald. Nogle gange er pauserne længere end andre, og enkelte gange er de nødvendige for at passe på mig selv.

Jeg har for nylig gennemført et liv som lønmodtager i en branche under afvikling. Det indeholdte alle de ting jeg hele livet har undgået, men nu prøvet i 1½ år. Her var der kageordninger, belønninger til de bedste og en lind strøm af optimeringstiltag uden andet indhold end eksekvering. Teammøder, coaching tiltag og opfølgninger i det uendelige. Her bevægede man sig lige hurtigt i alle retninger, undtagen når det kom til løn. Her var der flokdyrsmentalitet og strukturer der understøttede de der larmede, men intet vidste. Det var således en helt almindelig arbejdsplads på godt og ondt. Et sted med kantine, kollegaer, direkte chefer og faste arbejdstider. Jeg følte mig som en opdagelsesrejsende i et ukendt land. Men i stedet for at ryste globen for at få det til at sne, var jeg nu en del af landskabet. Jeg havde for længe siden besluttet mig for hvornår oplevelsen skulle bringes til ophør, og da dagen indtraf var alt pludselig som før. Borte var lønmodtagerudgaven og den frihedssøgende, anarkist med det romantiske hjerte var tilbage. Som om intet var hændt, andet end tid. Intet var reelt ændret. Jeg var tilbage og det føltes godt. Rejser blev genoptaget, oplevelser søgt, kultur indtaget og samtaler blev igen vægtet. De uden værdi blev siet fra og balancen var genoprettet. Men her på den anden side kan jeg ikke længere helt huske hvorfor dette afbræk fra ”livet” var nødvendigt?

 

“indtil vi er genfærd af de mennesker, vi engang troede vi var. ”

— Forgotten Poet

 

Jeg er knap fyrre år gammel og planlægger fortsat min fremtid. Den store forskel fra tidligere er dog denne. Hvor jeg før havde ting jeg gerne vil prøve, steder jeg gerne ville besøge og oplevelser jeg ikke kunne være foruden, så har jeg i dag mere fokus på måden jeg lever på. Jeg søger nu kun mennesker der findes en balance med. Jeg bruger kun tid på mennesker jeg kan lide. Jeg deler kun mine tanker med mennesker der har værdi. Jeg forstår vigtigheden af at have en base – både fysisk og mentalt. Jeg undgår det kommercielle, og fravælger det dumme. Det kollektive tvangsfællesskab er således blevet udskiftet med meningsfulde bobler af tosomhed. Det er i fællesskab med disse mennesker at de klassiske mål opstilles. Hvad vil ”vi” gerne opleve, besøge eller prøve, er således blevet der hvor jeg finder glæde i hverdagen.