The piano has been drinking

Nogle lever for den næste generation, deres omdømme eller drømme om en bedre fremtid. Nogle tanker selvværd ved bedrifter, rigdomme og andres beundring. Jeg selv prøver blot at leve så ubesværet og underholdende som muligt. Der findes således ikke én genvej eller seværdig omvej, som jeg ikke har taget på min tur gennem livet. Dels fordi alt falder mig let, og dels har jeg ikke andet at bruge min tid på end smarte løsninger og smukke øjeblikke. Rejsen bliver således målet, og vejen derhen er naturligvis en rundkørsel frem for en motorvej. Jeg er således ikke i konkurrence med dig om hverken det ene eller det andet. Jeg er allerede der hvor jeg skal være.

Selvfølgelig har jeg dage der er kedeligere end andre, og til tider kæmper jeg også med at huske formål og mening.  Vi lever alle sammen kun et ganske kort øjeblik, mens vi omvendt er døde for evigt. Dette burde få ethvert menneske til at fokusere, gribe ud efter alt der giver glæde og aldrig søge andet end hvad der gør os lykkelige. Jeg forstår knap nok ideen med en pensionsopsparing, græmmes ved tanken om at bo samme sted i årtier og synes de fleste bankuddannet mennesker er udfordret på alle gældende niveauer. Teknisk tilhører jeg utvivlsomt den økonomiske underklasse, da jeg som så mange andre drømmere finder penge trættende. Både anskaffelsen, opbevaringen og brugen af penge, fremstår som et idiotisk tidskrævende luftkastel.

“Well the music plays and you display your heart for me to see,
I had a beer and now I hear you calling out for me
And I hope that I don’t fall in love with you.”

— Tom Waits

Gadeteater, skulpturer og gennemførte arkitektoniske ideer gør mig glad. Just som smukke solnedgange, strande der kan indtages uden for mange mennesker og skovens stilhed gør. Når en velskrevet bog læses får jeg tiltroen tilbage på menneskeheden, men besøger jeg et shopping center mister jeg forståelsen for racen. Udsættes jeg for product placement i kunsten hader jeg allerede kunstværket inden det helt er forstået. Jeg søger drømmerne med ar på sjælen, ikke fordi de forstår mig, men fordi vi begge ved at verden ikke giver mening og vi kun derfor kan drømme om en bedre.    

Vi tager alle forskellige genveje og omveje for at havne det samme sted. Det er dog let at glemme hvordan man havnede der. Jeg tror ikke fortiden kan ændres eller det tjener noget formål at gruble over den, men når vi to en sjælden gang mødes og sådan rigtig ser hinanden, helt uden filter, så vil jeg lyve, hvis jeg sagde, det glæder mig du er med en anden. Normalt føler jeg mig kun alene når sammen med mennesker uden indhold. Jeg føler mig kun gammel når dumhed får magt. Jeg føler kun ansvar for mennesker der formår at se verden er andet end hverdag. Alt dette er dog anderledes når jeg er i nærheden af dig. Pludselig er det hverdagen vi aldrig fik, der savnes i mit liv, og alle valgene der førte mig væk dette der virker som dumme. Det tog mig en lille evighed at komme i tanke om hvem jeg var, sidst du rejste ud, og nu kredser tankerne kun om det faktum du vender hjem. Nogle ting tager tid, andre kan måske kun bearbejdes ved forglemmelse.