Free falling is how you love me the best

Det tog mig flere år at finde tilbage til mennesket bag ordene. Ham jeg var, ham jeg er, ham jeg gerne vil være. Selvbilledet var blevet afsporet af kompromiser, fejlslået kærlighed og manglende kynisme. Selvom årsagerne var mange, var skylden dog udelukkende min egen. Jeg fungerer bare ikke når omgivelserne får lov til at definere rammerne, indholdet eller adfærden. Jeg er en voksen mand, og burde således være i stand til at være ligeglad med de sociale konsekvenser ved min kantede adfærd og skarpe meninger. For de mennesker der har værdi, potentiale og som beriger min verden, skal nok blive hængende. Det er den store grå ligegyldige masse af ukendte bekendte, og andre folk der kender mit navn, men intet andet, der til tider forplumrer udsynet.  

Hvis du har fulgt bloggen her, så kender du ruten jeg tog og overvejelserne bag. Nu har jeg så nået målet, men mangler altså at udstikke et spor for fremtiden. En udfordring jeg utvivlsomt deler med mange, men det hjælper sjældent nogle at vide. Den umiddelbare fremtid og bolig har jeg styr på. For tiden er det den natursmukke middelalderby Sorø der udgør rammerne. Her kender alle utvivlsomt hinanden, mens jeg nyder ingen kender mig. Her er ligeså langt til Odense, som der er til København. Her er proppet med service, overskud og kulturelle tiltag af den klassiske slags. Her har jeg gemt mig i lidt over et år. Det føles utænkeligt at det forbliver mit hjem, men hvor jeg havner er ikke helt bestemt. Kultur og kunst fylder hverdagene, bøger læses igen og smalle film indtages så forsigtigt jeg nu kan. Jeg har stykket nogle sociale cirkler sammen, og sluttet fred med de jeg skulle. Umiddelbart skal jeg således blot vælge et spor for resten af livet og forfølge det. Velvidende at kærlighed, rejser og arbejde kan vælte hver eneste illusion om kontrol.

Jeg tænker nogle akademiske ender skal samles, alt imens penge hentes til huse som ansat et sted i regionen. Jeg er overkvalificeret til en masse, ligeglad med en del og uden relevans for meget andet. Men selvfølgelig findes der stillinger, opgaver og udfordringer jeg gerne vil indtage. Nogle af dem har jeg endda ansøgt, men uden det rette netværk er det nok ikke vejen frem. Jeg overvejer derfor fortsat et liv som selvstændig, selvom det sikkert også rummer lige så mange irritationsmomenter som lønmodtager i et klassisk hierarki. Det bare fristende at skovle penge hjem uden hensyn til andet end egne evner. Jeg har altså banket en hverdag sammen, et hjem der føles trygt, proppet livet med alt der giver værdi og bruger tid på mennesker jeg kan lide. Det er således kun  de store spørgsmål som hvor, hvad og med hvem jeg mangler svarene på.

Det tre spørgsmål hænger selvfølgelig sammen og der er sikkert ikke nogle lette svar, selvom enhver løsning der starter i hjertet virker oplagt. Min indre stemme der konstant påpeger hvad jeg har afprøvet, hvad jeg har ofret, forsøgt mig med, været igennem og levet med, er åbenbart nået til et punkt hvor tosomhed igen accepteres. Det er selvfølgelig ikke kun noget jeg kan beslutte på egen hånd, men blot det, at jeg ikke undgår mulighederne, forviklingerne, kvinder af den single slags, sociale konstellationer der rummer kimen til mere og andet end venskab, betyder jeg har sluttet fred med fortiden og igen tør planlægge fremtiden.