Let me sleep - So I can dream of you

Jeg holder af mit eget selskab, men det hænder, at jeg ikke kan holde mig selv ud når jeg er sammen med andre. Det ligner måske en selvmodsigelse, men det er mere en barsk erkendelse. Andre mennesker får det værste frem i mig, og kun selvdisciplin forhindrer nedsmeltninger af den uheldige slags. Jeg har med alderen lært at holde mig fra idioter, tomme mennesker og overfladiske distanceblændere. Til gengæld tog det mig længere tid at gennemskue hvem jeg fungerer optimalt med. Der er oplagte fællesnævnere, men vennegruppen består alligevel ikke af kloner. Der er selvfølgelig overvægt af kvinder, udlændinge og en rimelig stor aldersspredning. Der er mange med skæve indfaldsvinkler til verden omkring os, og endnu flere med kunstneriske synspunkter. Men det eneste de alle har til fælles er at de respektere min asociale tilgang til hvervet som ven. Jeg er således et menneske der kan rumme en masse, men kun orker samtaler på tomandshånd. De store sociale begivenheder er noget jeg skyer. Du kan således sagtens have alvorlige samtaler med mig, få min tid og støtte når livet gør ondt, rejse med mig og fjolle rundt, men du skal ikke indlejre mig i traditioner og fastlåste sociale interaktioner.

Det er muligt vi ikke er dømt til gentage fortiden, men jeg finder mig alligevel ofte fanget i problemstillinger af den historiske slags. Jeg fører således tit samtaler med forskellige mennesker hvor brudstykkerne kun afviger i detaljer, og konklusionerne altid forbliver de samme. Det hænder dog over tid at enkelte løse ender forbindes og konflikter bilægges. Der er dog sjældent tale om synkrone handlinger. Den person jeg debattere med i nuet fungerer i stedet som stedfortræder for alverdens mennesker fra fortiden. Så når jeg skifter spor, tilgiver eller giver slip på noget, så føles det langt mere voldsomt end det reelt burde. For min handling er ikke kun møntet på mennesket foran mig, men alle jeg har stået i samme situation med, lige indtil netop dette øjeblik. Jeg ikke altid bevidst om disse cirkler, men har med alderen lært at acceptere de findes. Det kan være banale magtkampe fra fortidige arbejdspladser, værdisammenstød fra forliste forhold eller politiske synspunkter af den ubøjelige slags, der pludselig finder en logiske afslutning. Hvilket ekkoer gennem mit nostalgiske kabinet af minder og bunken af mennesker jeg engang kendte. Det føles umanerlig uretfærdigt når det sker, og jeg kan til tider blive grebet af dårlig samvittighed. For havde jeg blot uvist mere tålmodighed, en anden fleksibilitet eller håndteret situationerne anderledes, så kunne mangt og meget havde været anderledes.

 

“We leave something of ourselves behind when we leave a place, we stay there, even though we go away. And there are things in us that we can find again only by going back there”

— Pascal Mercier, Night Train to Lisbon

 

 

Hun er en variation over et tema, en sammensmeltning af alle kvinderne fra mit liv. Hun er således både den jeg forlod og hende der knuste mine drømme. Hun er den jeg svagt kan erindre om morgenen lige før jeg vågner, og nogle gange er hun den sidste jeg tænker på før søvnen fanger mig. Det hænder at jeg savner hende, at jeg længes efter tosomheden og de faste rammer. Men som oftest er det blot i drømmene at vi mødes og i hjertet minderne heles. Jeg kan ikke ændre på beslutningerne, rette fejlene eller søge andre udfald end det vi fik.  For selvom jeg også ældes, rundes og mildes så ved jeg, at det ikke er et let valg at elske mig, og endnu sværere bliver det hvis dit behov for anerkendelse er højt. Min stædighed, autonomi, kompromisløshed og emotionelle hårdhed er som oftest det der giver knubsene. Men når minderne om hende klippes på den helt rigtige måde, så står mine undskyldninger i kø, og de dyrekøbte erfaringer skriger på anvendelse. Jeg søger derfor fortsat efter hende, du ved, den eneste ene. Velvidende hun kun kan blive dette, takket være alle de der gik forud for hende.