Hver eneste gang vi nærmere os et nytår, flyder vores liv over med tomme
løfter, overtrukne konti og lange lister over forgangene bedrifter. Jeg
selv har hang til at bruge vintermørket på refleksioner af den
ufrugtbare slags, og drømme om alt det der aldrig blev. Hvilket
selvfølgelig kunne lyde som begyndelse på enhver tungsindig teenageres
dagbog, men for mig, blot dækker over en omgang mental oprydning. Dette
års forbrugsfest markerer også en personlig mærkedag – idet jeg fylder
fyrre inden året rinder ud. Det er lidt vemodigt at 30erne forlades, da
det var et årti som klædte mig, og i særdeleshed ét der formede mig.
Årene blev tilbragt på Sjælland, fordelt ud over alverdens lejligheder i
det Nordsjællandske, København og Sorø. Hjem blev delt, opdelt og
forladt. Kærlighed fundet, tabt og givet videre. I den velkendte rytme,
vi alle kender som livet.
Det føles vitterlig ikke som længe siden, at jeg havde Odense midtby som
legeplads, mens det omvendt føles som én livstid siden, at jeg som
tjenerelev åbnede champagneflasker med en sabel på Hotel Tre Roser i
Kolding. Halvdelen er livet er nu gået og selvom jeg opfatter mig som
jyde så mangler mit sprog de rigtige lyde. Hverdagen slugte mange af
ungdommens bekymringer og alderen kvalte en del af drømmene. Sporene er
således mange og retningen ikke altid klar, men jeg lært at nyde
cirklerne som livet slår. For de med helt traditionelle karriereplaner
vil det sikkert være svært at forstå, at jeg ikke lader mig opsluge af
arbejdslivet. I stedet er det blevet ord som fylder mit liv og former
min verden.
“Walking with the sun Dreams are still with me I’m laying in my bed But still swimming in the sea I wish we could be together And love to my memory now I’ll stick with you forever”
— Texas - Can't control
Jeg har på mange måder levet skødesløst, men hver eneste gang
virkeligheden tvinger mig til disciplineret kedsomhed, så mister jeg mit
fodfæste og glemmer mig selv. Det tog mig således overraskende mange
år, at finde tilbage til mennesket jeg var, fra før mit ægteskab. Ikke
fordi opbruddet i sig selv var synderlig barskt, men fordi jeg mistede
mig selv i forholdet. Noget jeg aldrig ønsker at gentage. Jeg har dog
hverken mistet troen på den eneste ene, eller modet på jagten efter
samme.
Det er nu knap et år siden jeg genbesøgte Portugal og genfandt en masse
der ellers var glemt. Venskaber der blev knyttet for længe siden, og
fortsat har mit hjerte nært. Alle er vi ældre og fortsat de samme.
Senest blev ord byttet og mad indtaget i Valby, med portugiser på
langtur for arbejdspladsen. Andre gange er det blot en Skypesamtale der
gør forskellen, eller et håndskrevet postkort som rammer rent.
Tilfældige møder i lufthavne for et knus og en flok øl. Planlagte gensyn
i europæiske forstæder og metropoler. Guidede ture på kryds og tværs af
landegrænser udgør rammerne for mange af vores oplevelser. Kunstgaver,
Kiwi marmelade og kortfilm på dvd skiver bytter hænder i et væk. Jeg er
mere venlig, nysgerrig og kærlig når sammen med portugiserne fra mit
liv. Mine forsvarsparader, distance og afgrænsede emotionelle rum
forsvinder når vi er sammen. Selvfølgelig findes der også venskaber
fyldt med kærlighed og varme her i Danmark, helhedsfølelsen er blot en
anden når i Portugal.
.jpg)
