Could you be dead?

Minderne friseres, og pludselig fremstår ens fortid lige dele nostalgisk, uproblematisk og gennemtænkt. Der er selvfølgelig tale om erindringsmanipulation og mindevinkling. Noget skyldes bestemte fravalg, andet forglemmelser og det meste blot et resultat af hvordan vi som mennesker bearbejder vores egen fortid. Hver eneste erindring forandres nemlig løbende idet vi som mennesker selv forandrer os. Vores fortid er således hverken en konstant størrelse eller noget vi helt kan rumme. Vi er nemlig mere end summen af øjeblikke levet, vi er lige så meget skabt via vores egen opfattelse af samme, og det er altså ret diffust og uklart. 

Dine barndomsminder er således alle først erkendt som barn, derpå bearbejdet som teenager og fortolket som voksen, genfortalt af andre og derpå bearbejdet kollektivt, før du igen har placeret det på hukommelseshylden med mærket »Barndom«. I takt med at du ældes forsvinder dine livsvidner, og du fortolker derpå egen opvækst via observationer, minder og meninger. Erindringen om hvem du var tilpasses således konstant til hver du tror du er nu. Din opfattelse af samme flettes med rester du måske husker korrekt, men på ingen måder kan verificere. Dit liv som du kender det, er således ren fiktion, mens det samtidig føles som noget meget ægte. Denne opfattelse bygger du måske dit selvbillede på, dine værdier og præferencer, mens du i realiteten blot løbende tilpasser minderne og selvbilledet så de matcher med livet du lever. 

"I step off the train
I'm walking down your street again
And past your door, but you don't live there anymore
It's years since you've been there
And now you've disappeared somewhere, like outer space
You've found some better place" - 

Missing af Everything But the Girl

Hvilket fører mig til den oplagte og banale erkendelse at det tåbeligt at lade din fortid styre din nutid og farve din fremtid. Når der blot er tale om emotionel storytelling. Måske derfor dybt religiøse mennesker, fanatikere og sælgere har så nemt ved at forme deres egen virkelighedsopfattelse, så den passer med mål, formål og værdier. Jeg selv har lidt flere udfordringer med de store spørgsmål, manglende svar og udeblivende pointer. Måske mine årtiers tilvalg af underholdning har ført mig til blindgyder der ikke er frugtbare, måske tanker om meningen med det hele fylder mere end mit fokus på nuet, måske man kun misser ting når ens opmærksomhed dvæler ved fortid. Som du måske kan fornemme, så fylder jeg igen snart år, og endnu en gang svært ved få et fast greb om tid. Dels føles et år uendelig kort, mens jeg samtidig kan huske hvor langt et kalenderår føltes da jeg var gymnasieelev. Jeg genkalder mig nemt livet før smartphones, husker også verdenen før internettet,  men forbløffes ofte over hvor lidt der reelt forandres. Husker chefer fra fortiden jeg ikke nød, men i dag let tilgiver, fordi de reelt bare var uvidende famlende unge mennesker uden færdigheder, viden eller mange indsigter. Husker kærester, men kan hverken erindrer deres stemmer, meninger eller hvad vi talte om. Husker andre børn fra min barndom, der for længst er blevet voksne, men i min erindringer for altid vil tåbelige tumlinger. Jeg har potteplanter der er 28 år, kollegaer som er 26 år, ekskærester der voksede op i Sovjetunionen og andre der er født efter murens fald. Venner der synes krigen i Ukraine virker voldsom, andre igen som husker da Spanien var et diktatur. Kender folk som oplever ligestillingen som noget der går frem, mens andre igen ser politiske mønstre der bare gentages med årtiers mellemrum. Og sådan bevæger vi os som race ikke rigtig ud af stedet, alt imens en masse sker og nye mennesker vokser op.

Når jeg bliver overvældet af den menneskelige dumhed, eller bliver mismodig over vores fremtid, så husker jeg mig selv på forandringer ofte tager flere hundrede år. Vi flytter os trods alt frem ad, vi holder flere mennesker i live på et bedre niveau end nogensinde før. Det hele går langsomt, og det hele kan endnu gå galt, men det virker trods alt som om vi bevæger os i den rigtige retning. Upåagtet vores medfødte defekter, idiotiske tendenser og destruktive tilbøjeligheder. Dynastier vil opstå for blot at falde fra hinanden igen. Verdensordner skifte, magtbalancer vælte og dominans skifte hænder. Men hvis du blot erkender det hverken er noget du kontrollere, eller helt kan forstå, så er vi trods alt kommet langt. Jeg selv bruger mest tiden på at fastholde minderne om det skyggelandskab min hukommelse har skabt, passe på de bedste og glemme de værste, alt imens jeg forsøger at nyde turen på stenklodsen der farer gennem det ukendte univers. Det er trods alt her min verden udgår fra, og hvor min begrænset opfattelse af samme former den virkelighed jeg lever med og i. Måske næste fødselsdag bliver mindre lommefilosofisk, måske jeg kan finde glæden ved at genkende en kvinde i en sang, forelske mig i anden fra en bog, eller bare lære at omfavne det ukendte, som var det meningen med selve livet.