Vadesten i en postmoderne verden

 

1. GUD ER DØD

Jeg egner mig ikke til at have rollemodeller, helte eller interesser der dyrkes intensivt. Jeg kan sagtens forstå behovet for, at have én alfaderlig skikkelse ens liv kan formes omkring. Jeg kan nogle dage, endda misunde de mennesker som ser ud til at trives indenfor faste rammer. Selvfølgelig er der en vis struktur på mit liv, min hverdag og økonomiske virkelighed. Det er dog de selvsamme strukturer som dræner mig for energi, livsglæde og emotionel overskud.  Men disciplinering af adfærd har vitterlig en masse samfundsmæssige fordele, og uden disse konforme normer ville kaos styrer vores verden. Jeg har derfor søgt et kompromis med Gud:

Hvis jeg acceptere spillereglerne, så vil han lade mig søge svarene på de spørgsmål jeg vil stille.

 

2. ABSTRAKTION

De sidste tyve års voksent liv har indeholdt en masse flytninger, omskiftelig privatliv og indifferent tilgang til arbejdsmarkedet. For hvis vi alligevel blot lever for at dø, så kunne jeg i det mindste fylde livet med så megen frihed som muligt, så tidligt som muligt. Nu står jeg så her, midt i livet, og har accepteret at fremtiden fylder det samme som fortiden. Min "midtvejskrise" består således af fast bopæl, oprettelse af pensionsopsparing og faste arbejdsdage. Jeg kaster mig ikke længere ombord flyvemaskiner, dyrker ej heller fri bar mere eller behovet for flugt fra fraværet af kedelige hverdag. Jeg forsøger i stedet at tilgå verden omkring mig som en livsglad turist. Jeg dyrker nu verden lokalt og tvinger mig selv til at opsøge de magiske øjeblikke, der hvor jeg nu befinder mig. For hvis et madmarked i Urbino kan virke overvældende, en gadegøgler i Vilnius kan få mig til at smile, eller en tur på et skummelt værtshus i Bruxelles kan ændre mit syn på livet, så må selvsamme trivialiteter i Danmark kunne rumme nøglen til livsglæde.

 

 

3. FORANDRINGER I BRUD

Jeg har alle dage foragtet dumhed. Da det efter min mening er tillært adfærd og intet andet. Fraværet af frugtbar nysgerrighed er derfor den direkte vej til et liv som sofadyr, uden andre interesser end sendefladen på tv, udbuddet på streamingtjenester eller smagsvariationer af chips.

Siden jeg voksede op i Danmark, så talte de dumme mennesker jeg nu engang mødte naturligvis dansk. Derfor blev min vrede mod dumhed over tid til foragt for danskere. Dumme, dovne, dvaske danskere. Denne vrede var ganske givet min energikilde som ung, og selvsamme årsag til en del sammenstød med lokalsamfundet. Jeg har siden erkendt at dumhed desværre er et globalt fænomen. Så i stedet for at egoistisk at dyrke verdenssamfundets glæder, er jeg nu begyndt at samle på gode historier, gode oplevelser, gode mennesker af dansk oprindelse. Jeg undersøger arkitekturen omkring mig, finder historien bag produktet, søger ferien lokalt med mere. Jeg lader mig indskrive i et fællesskab med andre som tænker på samme måde. Jeg sier det overflødige fra, de tåbelige mennesker undgås, de ligegyldige situationer undviges og pludselig er det muligt, at være glad, selvom hverdagens rammer har mere til fælles med et fængsel end ungdommens frihedsdrømme.