ReBoot 2017

 

(C) Ordmose

1. Store Cirkler Har Store Centrummer

Der findes mennesker hvis liv synes at følge en stringent plan. Hvor hver eneste trin udgør en logisk forsættelse af hinanden. Jeg selv lever i cirkler, der alle er variationer over et tema. Temaet ændrer sig over tid, men formen er altid den samme. Hver gang jeg forsøger at bryde mønstret oplever jeg både indre og ydre modstand. Det er ikke ensbetydende med at jeg lever et liv fyldt af gentagelser, eller konstant laver de samme fejl. Blot at jeg har fundet en tryghed i måden jeg lever på. Der dog hverken er synderlig aparte, eller særlig revolutionerende. Det er blot mit liv.

De mange flytninger, de utallige ECTS point fra universitetsverden og de mange spøjse jobs jeg har haft, udstikker således rammerne for mit liv. For det er her byggeklodserne til alt der er vigtigt for mig er skabt, fundet og forfinet. Kernen er fortsat viden, frihed og alt internationalt. Tilgangen kan svinge fra det prætentiøse, over det elitære til ren barnlig nygerrighed.  Jeg har accepteret kanterne, fejlene og manglerne. Jeg bliver aldrig folkelig, ungdommelig eller bekymret for din mening. Til gengæld søger jeg dit venskab hvis du har omløb i hovedet, kan håndtere sarkasme og ved verden er så meget mere end de hjemlige omgivelser.  

(C) Ordmose

2. Tomhed På Dåse

Da jeg delte alder med hvad man kalder ungdom, var det byrejser til New York, frivilligt arbejde i Australien og hobbyen marathonløb der udgjorde målestokken for succes. Før min generation var det noget andet, just som det i dag er ferie på Bali, dykning ud for Mexico og gennemførelse af ironman der udgør nogle af prestigevalgene.  Der er ingenting galt med at hige efter det ene eller andet, men hvis dit liv blot bliver overflade, så ender du som et tomt menneske. Et menneske der utvivlsomt kan andet end at forbruge, men bare aldrig gør det. Din livsstil bliver noget du har abonnement på. Dine valg formes af prisskilte og værdierne udspringer af det samme. Du ligner måske et menneske der er spændende, et menneske med indsigt, erfaring og visdom. Men du er ikke andet end én tom skal, hvis overflade skifter kulør med moden.

(C) Ordmose

3.  Like walking on broken glas

Der findes øjeblikke, erindringer om mennesker der ikke er her mere og brudstykker af samtaler ingen længere fører, som er mine kæreste minder. Der findes steder, stemninger og ansigter som giver mig ren glæde. Men det er i grænselandet mellem nostalgi og nye erfaringer jeg føler mig levende. Det at genopdage sig selv burde være alle forundt. 

Vi deler alle sammen øjeblikket her i tid og sted. Men det er kun et fåtal os der har en forbindelse. Du og jeg kender måske hinanden, måske vi lever i hinandens fortid eller også lever jeg kun som ord på din skærm. Det er både skræmmende hvor flygtigt livet er og samtidig det der gør livet værd at leve. Hver eneste gang jeg glemmer denne banale sandhed, drukner min hverdag i stilstand og ligegyldighed. Nogle gange kræver det blot et smil, et knus eller genoptagelsen af en samtale for at livet kommer tilbage på sporet.

(C) Ordmose

 

 

Populære opslag