Age is no crime

Jeg vidste det selvfølgelig godt. Jeg havde ikke behov for at spørge. Behøvede ikke at vide hvad hun mente. Jeg var selvfølgelig en anelse smigret. Men samtidig opfattede jeg det som en advarsel og trak mig væk. Hvilket utvivlsomt var en overreaktion. Der var dog ingen tvivl om, at hun var i gang med en opkvalificering af mig fra ven til mulig partner. I gang med at si alt fra hun ikke brød sig om, og i stedet idealisere det hun savnede. I gang med at sammenflette kompromiserne hun var villige til at indgå, med virkelighedens barske realiteter. Tilpasningen var ikke uden sværdslag, men fremfor at ændre mig, ville hun i stedet fokusere på det hun higede efter. Som en slags romantisk tunnelsyn fremprovokeret af alder, omstændigheder og måske endda et søgende hjerte. Det var tydeligvis ikke et projekt hun ønskede vi skulle være to om. Det var i stedet et slags inddæmningsforsøg, hvor mine kanter og afvigende meninger blot ville ødelægge turen mod det ufravigelig resultat. 

Jeg har intet mod manipulation, slet ikke hvis det udføres med en vis stil. Det gjorde mig dog trist, at hun dels havde opgivet at finde lykken på egen hånd, og hun nu var villig til at bytte vores venskab, med en dårlig imitation af barndommens drømme om tosomhed. Der kan sagtens være kærlighed mellem mennesker uden det er båret af lyst. Der kan sagtens være nænsomhed uden det er skabt af besiddertrang. Der kan sagtens være tiltrækning uden forelskelse. Der kan sagtens være venskab på tværs af køn, aldre og indkomstgrupper. Der vil altid være udfordringer og alt har et naturligt udviklingsforløb. Venskaber er således ikke nødvendigvis noget du har for livet. Dels kræver det arbejde, hensyn og forståelse. Dels er udviklingsbanerne, drømmene, forventninger og muligheder livet giver os sjældent ens. Hvorfor der fra tid til anden, vil opstå uenigheder, der måske fører til brud. Det der var afskeden med hendes drømme var således også vores endestation. Det var her vi skabte et øjeblik hvor alt herefter nu ville falde i de to grupper – ”før” og ”efter”. Jeg tænker hun godt vidste det, måske forventede det, men var ligeglad. Det havde således ikke noget med os at gøre, så meget som det var hendes egen håndtering af livets udvikling, der ikke længere modsvarede fantasierne. Jeg savner hende, savner nærheden, savner samtalerne og modspillet. Men hun findes ikke længere. Den person forlod hun for at blive et trist menneske der kun fokuserer på det der ikke haves. Måske hun bebrejder mig, måske det er retfærdigt, men lykke er ikke noget man skaber ved imitation.

Som alle andre der rammer livets midte, så grubler også jeg over fremtidens muligheder og fare. Jeg stopper dog altid når det huskes, at planer sjældent former livet, mens det omvendte altid er tilfældet. Det burde måske virke skræmmende, men det giver mig i stedet en hvis ro. Jeg har altid en masse sideløbende projekter og planer. Der hver især repræsenterer et bud på en mulig fremtid, men tilsammen udgør det cirkulære planlægningssikkerhedsnet jeg har brug for. De fører således alle til frihed og uafhængighed, men ruterne derhen er vidt forskellige.

Hvis du forestiller mig som en bold, så vil mit yderste lag være nysgerrighed, det næste professionalisme, det tredje viden, mens kernen udgøres af frihed. Denne bolde slynger jeg ubesværet i alle retninger og lader nysgerrigheden styre. Når et arbejdsprojekt så ikke længere er et nyt og spændende, overtager professionalismen styringen, alt imens ny viden høstes. Dette kan stå på lige indtil der enten ikke er mere at lære eller kernen trues. Hvorpå bolden kastes i en ny retning. Dette giver mig selvfølgelig et yderst fragmenteret CV, kæmpe bred viden og sikrer jeg aldrig drukner som menneske. Noget der tydeligvis er sket hos mange jeg studerede sammen med. Uanset om de valgte efter lidelse kommer belønning eller stabilitet flyder tilgangen til arbejdsmarkedet. Nogle gange er det selvfølgelig kombinationer af skilsmisser, for mange eller for få børn, ufrivillige jobskifte eller boliglån der kvalte deres drømme.   

Mit verdensbillede har ej heller ændret sig synderligt med alderen, men erkendelsen af at rejsemål udenfor det gamle Europa nok bliver begrænset har jeg udvalgt mig en serie. Det virker således sandsynligt at Albanien og Rumænien skal gennemtrævles på egen hånd eller med lokale venner. Jeg kommer hen over årene sikkert forbi Macau, Vietnam og Japan. Resten af planeten rummer få tiltrækningspunkter men de vestindiske øer, Cuba og canadiske Quebec ligner oplagte muligheder. Der er dog intet i USA, Afrika, Australien, Kina eller Sydamerika der lokker og jeg aner ikke hvorfor.

Til gengæld er det lykkedes mig at udforme et hjem, en hverdag og et liv hvor der er plads til både fordybelse og nysgerrighed. Jeg havde oprindelig tænkt mig at livet på en mindre dansk ø ville være vejen frem, men finder den samme ro i Sorø som jeg har oplevet på Læsø, Samsø, Sejerø og Langeland. Her omkranses alt af bøgetræer og åben himmel. Her sker der en masse, men følelsen er den modsatte. Her står de gamle bygninger som de eneste vidner fra Danmarks gyldne intellektuelle periode. Her kæmper de liberale, konservative og socialdemokratiske kræfter aldrig om andet end detaljerne. Det er her jeg nyder at kende få mennesker, nyder at kunsten fylder og mulighederne er talrige. Det er også her jeg gemmer mig for fynboernes mindreværd, nord-sjællændernes spejlbillede, nordvest kvarterets fattigdom, koldingenserenes strømlinede storhedsvanvid og himmerlændinges melankoli. Jeg tror således min Danmarksturne som nomade er forbi. Stedet her behøver ikke at være mit sidste hjem, men det opgives nok ikke for andet end kærlighed eller dårligt helbred.