When we sail down the memory

Der findes sange som planter fortidens kærlighed ved min side, opgange der giver mig kuldegysninger og brosten som får mig til at smile. Det kaldes uden tvivl nostalgi, og jeg forstår med alderen bedre alle pensionisterne der sidder spredt ud over det ganske land. De er sikkert ikke kun faret vild i nutidens urbane planlægning, forvirret over de manglende køreplaner eller modløse over fremtidens svindende muligheder. De sidder såmænd nok stille på parkbænkene, fordi fortidens minder fylder hjerte, sind og hoved. Minder hvor alt er muligt igen, hvor folk der for længst gik i forvejen endnu er til stede, hvor ens egen krop endnu kan alt det den burde, og priserne var lave. 

Jeg er selvfølgelig nogle solrationer fra et liv som fattig folkepensionist, men er netop hjemvendt fra Malmö, byen jeg har ramt et utal af gange de sidste tyve år. Nogle gange for arbejde, andre gange for restauranter, en del for at kysse og kramme på hjertets udkårne og mest for at mødes med indlandske såvel som udenlandske venner. For den sydskånske by er ikke blot hjemsted for en masse lækker arkitektur svøbt i national romantiske kåber, det er fortsat en levende handelsby med specialforretninger, billige spisesteder, alverdens nattelivs koncepter og kulturel overflod. Her kan du slentrer i smukke parker, fornemme kirkegårde, gamle baggårde og finde smalle film i alle biografer. Jazz flyder fra talrige spillesteder, og alle der kan lave kaffe har en attitude man kun kan drømme op på danske cafeer.

Jeg har denne uge således syndet mig gennem cocktails, fusions mad, moderne kunst og vandret gennem en by jeg både elsker og genkender som noget konstant. Upåagtet det faktum hverken jeg, byen selv eller folkene omkring mig, nogensinde er de samme. Så er det som at være hjemme når jeg vælter rundt i Malmø via undergrunden, traveture i solen eller via billige Bolt vogne. Det er muligt byens forstæder er proppet med dårlige beslutninger, fejlede integrationsprojekter og bandekrig der sjældent klæder nogle, men jeg er vild med det gamle centrum, de moderne huse, byparkerne og det konstante sprudlende liv.  

De femten tyve hoteller jeg gennem årene har beboet er alle fordelt omkring de samme gader. Jeg bliver derfor ofte til en turist i min egen ungdom, ved at krydse spor med både mit fortidige og fremtidige jeg, alt imens kunstværker drejes i hænderne, vinylskiver gennemrodes og science fiction boghandelen tømmes.

Porto i det nordlige Portugal, Hamborg i Nordtyskland og Cluj Nappoca i Transsylvanien er andre europæiske byer der giver mig samme oplevelse af tidsrejse. For selvom jeg har flettet fingre med det modsatte køn i mange europæiske byer, faret vild de fleste middelaldre kvarterer i Italien og set solen stå op over hele kontinentet, så er der noget berigende ved stamsteder. Byer hvis befolkning, udvikling og udbud føles som noget der er målrettet mig. Hvilket selvfølgelig er en voldsom illusion, men samtidig en tryg følelse. Det gælder uanset om vi taler om en bar, kunstmuseum, frisør eller stedet hvor du køber dit daglige brød. Vi er alle en del af kludetæppet som udgør stamgæsterne, og det er muligt vi ikke kender hinanden, eller som sådan ønsker at gøre det, men alt føles trygt når vi genkender hinanden. Sådan har jeg det i hvert fald med Malmö, hvor jeg aldrig har boet, været gift eller på anden måde tilknyttet, men altid er hjemme.

 Hvor der findes biografer som jeg glæder mig over se fortsat findes, spisesteder jeg ikke forstår kan gå rundt, kunsthaller som altid besøges og andre traditioner som jeg selv anlægger. Siden jeg fraflyttede Sjælland holder jeg sociale interaktioner ved lige via overnatninger i Malmø. Mødes med folk på vej til og fra Sverige, samt lokker hovedstadens faste skare til nabobyen. Hvor ord kan byttes, meninger finpudses og alkohol indtages. Det fungerer overraskende fint, og selvfølgelig et tiltag der er nødvendigt, da det meget svært for folk i København at rejse til Jylland, mens tog og bus altid nemt fragter én fra moderlandet til hovedstaden.