Den betryggende løgn

Den sælsomme rejse som vi kalder livet har kun et oplagt slutmål, alligevel indsamler vi løbende erfaringer, viden og svar som kun har rigtig værdi i vores egen fortid. Som kunne vi overrække indsigter, genveje og emotionelle konklusioner til vores fortidige selv, og derved gøre en forskel på rejsen / livet / oplevelsen. Nogle mønstre kan med alderen genkendes, brydes eller blot nydes, men som helhed, er det ret ringe værdiskabelse jeg får fra denne indsamlingen af viden. Måske de kun samles til huse grundet nostalgi, måske bearbejdelse af indtryk kun kan ske lagdelt, eller kan det være trygheden ved løgnen vi alle fortæller os selv? 

Selvfølgelig præger opvæksten ens nutid, og derved indirekte med til at forme den fremtid der endnu afventer. Det er som sådan ikke en åbenbaring, men alligevel noget det kræver aktiv påmindelse hos mig. Delvist fordi har jeg en tendens til at efterlade oplevelser som indkapslede bobler i fortidens mindekatalog, som var de fysiske lokationer jeg kunne besøge, og delvist har jeg levet længe nok til gennemskue nogle situationer før de udfolder sig. Om end det sjældent ændre på udfaldet, det føles blot genkendeligt, og mindsker smerten fra det uundgåelige. 

Når det danske efterår f.eks. rammer og den første forkølelse har lagt sig, så fyldes hjertet med minderne fra livet levet. For uanset hvor fødderne tager mig hen til efteråret, så er det opbruddene jeg husker når solen står lavt på himlen, fuglene tager på træk og blomsterne visner. Det er der på de regnvåde brosten jeg husker Brigita, Kerttu jeg ser for mig når vinden rusker i de kobberrøde trætoppe, Adriana jeg mærker når dampende brasserie retter og alkohol tunge drikke nydes på folketætte kældercafeer, Dana der er hos mig når togturene trækker sig gennem det farverige landskab og Andrea jeg genkender i smilet hos hvem end der sidder foran mig. Som om summen af fortidige forliste forhold virker mest uoverskuelig når efterår, og detaljerne smelter sammen til en allegori over ekskærester. Jeg husker ikke længere hvordan hverdagen var med de første forhold der bød på fælles adresser og nye traditioner, husker intet fra de talrige telefonsamtaler, eller hvilke datoer de som sådan fyldte år. Men lyden fra deres højhælede sko der tripper på brosten, den uendelige række af hårprodukter på badeværelserne, de flygtige momenter af ren lykke og de skiftende morgentraditioner huskes ubesværet.

Det tog mig en del af tyverne af bryde fri fra traditioner der intet sagde mig, og et årti mere at finde en måde at leve i samfund bygget på værdier der ikke er mine egne. Jeg har for længst opdaget glæden ved at søge det der giver mening, fremfor at knuse det jeg finder idiotisk. Undgår behændigt en masse, siger fra hurtigere til alt andet og undgår blot spørgsmål som ingen behøver svar på. Der er styr på alle detaljer omkring mig, mit hjem er proppet som ønsket og jeg savner intet. Hverken materielt, oplevelser eller muligheder. Har set det, været der, oplevet det og nu føles det mere som en rigt liv levet, hvor persongalleriet sammenblandes og pointerne skifter lidt efter hvilken sæson som står for døren. Selvfølgelig lidt sent at få styr på voksenlivet, men retfærdigvis aldrig været fortabt, blot på afveje og spildt en del tid på ting jeg vidste var blindgyder. Nu hvor årtierne foran mig er færre, er det som om lysten og behovet for gentagelser af fejl er mindre, mens behovet for nye retninger er helt fraværende. Jeg er turist på planeten, nysgerrig i livet og afklaret med de ting der aldrig blev tilvalgt.